Gulvfliser

 
Flisernes overflade
Når du vælger fliser til gulvet i badeværelset, bør du undersøge, hvor glatte fliserne er at gå på. Små fliser med mange fuger er generelt mere skridsikre end store fliser.
 
Fliser med en meget jævn og glaseret overflade er i sagens natur mere glatte. Til gengæld er glaserede fliser meget lettere at holde rene og fri for kalk end ru fliser.
 
Naturfliser
Fliser og mosaikker af natursten er lavet af bl.a. kalksten, skifer, granit og marmor. Siden 1990'erne har det været en trend at bruge meget store fliser af sort skifer eller granit. Derimod er marmorfliser ikke specielt populære mere. Natursten er fra naturens side porøse og derfor ikke helt vandtætte. Hvis de skal bruges i badeværelsets våde zoner, f.eks. i brusenichen, skal du helst vælge natursten, der er behandlet med en vandfast forsegling med voks. Du kan også selv vokse dem.
 
Skal fliserne være helt vandtætte i rum med vand?
Før i tiden var det vigtigt, at fliserne og fugerne var helt vandtætte, da det især var flisebelægningen, der holdt badeværelset tæt, så der ikke løb vand ud i væggen eller ned under gulvet.
I dag har de fleste badeværelser et vandtæt lag (vådrumsmembran) på gulv og vægge i de områder, hvor der er mest vådt (vådzonen). Derfor er det ikke længere lige så vigtigt, at fliserne og fugerne er helt tætte. Men det er bestemt ikke nogen ulempe, hvis de er det.