Før Opstart af Byggeri

Skal du i gang med en større ombygning eller tilbygning?  - f.eks. nyt køkken? En udestue eller ombygning af tørreloftet til brugsrum? Så er der en række spørgsmål, du skal overveje, inden du går i gang:

• Er der brug for en rådgiver?
• Hvad står der i Bygningsreglementet om de nye energikrav?
• Hvor finder man en pålidelig håndværker?
• Hvad er forskellen på et overslag og et tilbud?
• Hvordan sikrer man sig det resultat, som man ønsker sig?
 
Når du skal have foretaget reparationer eller renoveringer af dit hjem, er der nogle få, men vigtige ting du skal huske, når du skal indgå aftale med en håndværker.
 
Fem gode råd før du går i gang

1. Overvej nøje hvad du vil have udført
Du skal, som det første, tage højde for, at du måske skal søge byggetilladelse til det, du skal have bygget. Undersøg også, om der er bestemmelser, der kan have indflydelse på dine planer. Det kan eksempelvis være bestemmelser i lokalplanen eller i kommuneplanen.
 
2. Sørg for at opgaven er godt beskrevet og i overensstemmelse med dine ønsker
For at spare tid og få en effektiv proces er det vigtigt, at du konkretiserer dine planer. Det er derfor en god idé at skrive aftalerne ned – især hvis der er tale om større byggeopgaver. Så er der ingen tvivl om, hvad du og din håndværker har aftalt.
 
3. Vær sikker på hvad arbejdet kommer til at koste inkl. moms
Vær opmærksom på, om prisen er inklusiv eller eksklusiv moms. Et overslag er ikke bindende for virksomheden, det er kun et skøn. Kun prisen ved afgivelsen af et tilbud er bindende. Sørg for at aftalen er skriftlig. Prisen dækker kun det arbejde, der er beskrevet i aftalen.
 
4. Husk at aftale hvornår arbejdet skal påbegyndes og afsluttes
Overvej, om arbejdet kan vente til vinterhalvåret, hvor håndværkerne typisk har færre opgaver og derfor bedre tid. Du bør under alle omstændigheder starte i god tid, inden du ønsker arbejdet færdigt. Det er vigtigt, at du og din håndværker aftaler, hvornår arbejdet starter og slutter.
 
5. Tjek at virksomheden er dækket af BYG GARANTIORDNING
Ønsker du sikkerhed for eventuelle tab ved fejl og mangler ved byggeriet? Så skal du samarbejde med en virksomhed, der er dækket af Byg Garantiordningen. Ordningen dækker dine tab med op til 100.000 kr. inkl. moms pr. byggesag. Garantien dækker i fem år, efter arbejdet er færdigt.